Hegnsynet

En hegnsynssag afholdes for at løse en tvist mellem 2 parter - inden for hegnslovens rammer.

Hegnsynet består af 3 medlemmer, der ikke kan udøve konsulenttjeneste, udover at redegøre for generelle regler om hegnsloven.

Ingen af hegnsynets 3 medlemmer kan derfor foretage besigtigelser, eller på forhånd involvere sig i en sag, uden at gøre sig selv inhabil i tilfælde af en hegnsynssag.

Spørgsmål bør normalt rettes til hegnsynets formand eller sekretær, der kan vejlede i gennemførelsen af en hegnsynssag.

Anmelderen fremsender en skriftlig "Begæring" til hegnsynets sekretariat eller til formanden, der indkalder til en hegnsynsforretning, med mindst 8 dages varsel.

Begæringen skal indeholde oplysninger om klageren og modparten - oplysninger om tvisten, samt hvad klageren vil opnå.

Andet sted på denne hjemmeside, findes et begæringsskema, som kan benyttes.

En hegnsynssag koster kr. 1.125,- og hegnsynet bestemmer, af hvem og hvordan gebyret indbetales.
Ved forlig bliver udgiften normalt delt mellem parterne.

Manglende indbetaling af udgifter ved afholdelse og gennemførelse af en hegnssag kan opkræves ved fogedassistance.